torsdag den 12. juli 2018

Portugal - dag 05






I dag har vi tilbragt i Lissabon. Vi kørte hjemmefra ca. kl. 09 og det tager godt og vel 35 minutter at køre ind til byen.
Vi fik set hvor den danske ambassade ligger og derefter kørte vi over den karismatiske 25. april broen og over til den enorme Cristo Rei figur, som skuer ud over byen. Figuren forstiller Jesus og er inspireret af den lignende figur i Rio i Brasilien.
Cristo Rei blev indviet i 1959 og er mere end 100 meter høj. Vi tog en elevator op til udsigtsplatformen 80 meter oppe. Herfra var der en fremragende udsigt over Lissabon, floden Tejo og ikke mindst 25. april broen.
Derefter kørte vi tilbage over broen og parkerede i det samme p-hus i centrum som første dag, ja endog på selvsamme plads. Rasmus er ret godt til at navigere os rundt gennem Lissabons smalle og stejle gader, men at parallelparkere vil han gerne undgå. Derfor P-hus.
Vi gik op af mange trapper til en lille undseelig restaurant/ cirkuskole(!?) ved navn Chapito, som Rasmus havde læst godt om. Restauranten havde en suveræn flot udsigt over byen og maden var også dejlig. Klart et besøg værd.
Vi ville gerne køre en tur med sporvogn og stillede os derfor op ved et stoppested. Der er en legendarisk rute 28, som kører en smuk rute på 40 minutter gennem byen. Men, alle 28'erne var proppet til randen og køen var alenlang. Derfor hoppede vi på 12'eren, der skrumplede sig op og ned ad bakke gennem byen. Denne tur var beregnet til 20 minutter, men tog 40, da vi ustandselig måtte køre bag skraldemænd på arbejde i gaderne.
En rigtig fin tur og en sjov oplevelse.
Efter at have spist en is, hentede vi bilen og kørte hjem. Vi skiftede straks til badetøj og gik til poolen.
Senere grillede vi dejlig aftensmad og sluttede dagen af med et par runder af Kaste Gris.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar