lørdag den 14. juli 2018

Portugal - dag 07







I dag besluttede vi at køre på tur. Så efter en stille og rolig morgen, hoppede vi ind i Jeepen og kørte afsted. Vores første stop var ved det europæiske fastlands vestligste punkt - Cabo da Roca. Herfra var der en en utrolig flot udsigt over klipperne og Atlanterhavet. Tænk sig, at sejler du udfra dette punkt og stik vest, er der mere end 5.500 km inden du igen ser land et eller andet sted i nærheden af Washington D.C. i USA.
Fra Cabo da Roca kunne jeg se over til et andet flot udsigtspunkt et par km nordligere og foreslog, at vi kørte derhen. Mille sukkede og mente, at det jo var samme udsigt. Jeg var ikke helt enig, så Mille forsatte sin argumentation: "Det er ligesom at have været i Netto i Hvidovre, og så tage i Netto i Rødovre bagefter". Javel så!
Nu ville skæbnen så, til Milles held, at vores rute alligevel ikke gik forbi "Netto i Rødovre".
Jeg havde nemlig set et foto af et smuk by ikke langt fra Cabo da Roca, så der satte vi GPS'en til. Og det var da også et postkort værdigt da vi nåede frem til Azenhas do Mar. En smuk by med hvide huse beliggende helt ud til klippekanten og med en lille fin sandstrand og en stor pool med havvand. Et virkeligt fint sted.
Vi kørte derefter videre til byen Sintra, der bl.a. er berømt for en del smukke paladser. Vi spiste frokost i byen og forsøgte at finde frem til Pena Paladset, dog uden held. Rasmus mener, at han ikke kan køre derop i bil, da det ligger helt øverst på en bjergtop. Vi besluttede os for at droppe det og muligvis komme tilbage en anden dag, efter at have researchet lidt mere.
Da vi kom hjem tog vi en slapper og senere solbadede Rasmus og jeg ved poolen. Ungerne gad ikke, de skulle passe gården i Hayday.
Til aften grillede vi kød på spyd samt en masse lækre grønsager. Vi spiste ude i selskab af alle de tre hunde Jack, Sam og Kastanie, som vist håbede at vi "tabte" noget.
Efter maden kørte vi en tur langs vandet ind gennem Cascais. Her var der godt gang i den sådan en lørdag aften. Vi fortsatte til Estoril, parkerede og gik ned og så det imponerende Casino Estoril. Grundstenen til dette casino blev lagt i 1916 og siges at have inspireret Ian Flemings i forbindelse med hans roman "Casino Royale" som er den første James Bond roman udgivet i 1953.
Derefter gik vi på det nærtliggende marked, hvor vi også var forleden aften. Her spiste vi en sen dessert og en kop kaffe.
Godt trætte kørte vi hjem ved 23tiden og gik direkte i seng efter en fin, fin dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar