onsdag den 18. juli 2018

Portugal - dag 11

I morges løb vi vores sidste løbetur her i Portugal. Rasmus og jeg har løbet fem gange hernede og vores seje piger har været med på de fire. Det har skæppet godt i feriekassen, for vi honorerer jo hver løbet kilometer med 10 kr (pr. person).
Vi løb også i dag af naturstien og langs Atlanterhavet. En helt utrolig flot og udfordrende tur, som vi kommer til at savne.
Efter morgenmaden, en gang tøjvask og en madpakkesmøring, kørte vi atter til stranden. I Cascais. Vi ankom ca. 12.15 og slog lejr. Her blev vi i de næste 6 1/2 time, hvor vi bare dasede og nød det lækre vejr. Jeg er lidt overrasket over mig selv, for det er mange år siden jeg har nydt at ligge på stranden den halve dag. Måske hænger det sammen med, at jeg ikke har gjort det i mange år (læs: i alle de år vi har haft børn) Men, det er faktisk superfedt og vi har virkeligt nydt det.
Efter stranden kørte vi direkte til "vores egen" lille bjerglandsby Malviera da Serra, hvor jeg havde spottet en lokal restaurant. Her satte vi os ind og så, at menukortet kun var på portugisisk. Men, ved personalets hjælp, fik vi bestilt noget lækkert mad. Vi undlod dog at bestille desserten "mouses" som ellers var fremhævet på en tavle. Vi kom til at grine lidt af det og den engelskkyndige tjener måtte erkende, at det var skrevet lidt dårligt. Der var naturligvis tale om mousse.
Efter maden tog vi en spontan beslutning og kørte til Cabo do Roca og så solen gå ned. Ganske vist i en sæk (som man siger),men det var et flot syn, selv om det var lidt køligt. Maja var lidt utilfreds med vestenvinden og ytrede "Jeg bliver syg af det her". Vi håber dog ikke at det går så galt.
Derefter kørte vi hjem efter endnu en herlig dag.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar