søndag den 26. august 2018

En teenager i huset










I dag fyldte vores skønne Maja 13 år og er dermed officielt teenager!
I går kom familien for at hjælpe os med at fejre den unge dame. Det er så dejligt at være sammen med familien, der nu tæller ikke mindre end 8 skønne unger, der hygger sig med hinanden på kryds og tværs.
I morges vækkede vi Maja på sengen med sang og flag og bagefter spiste vi lækker morgenmad og hun fik overrakt gaver.
Så var det sådan, at jeg havde fået fire billetter til et motionsløb i Nordhavnen - Harbour Run, så der tog vi ud og deltog i 5 km løbet kl. 10.50. Det var dejligt solskinsvejr (selvfølgeligt) og det er herligt at vi kan være fælles om at nyde et løb. Det er altid fedt at løbe over målstregen.
På vej tilbage til S-toget kom vi tæt forbi Oslobåden. Og det var superpassende, for her kunne vi så, med lidt sjov og spas, overraske Maja med gaven fra os - en snarlig weekendtur til Oslo. Hun blev heldigvis rigtig glad for gaven! 
Da vi kom hjem, tillod vi os et par timers afslapning, inden vi kørte ud os spiste indisk mad, efter fødselarens ønske, på en restaurant på Vesterfælledvej. 
Vi gik derefter et smut hen til West End, den karismatiske, Parislignende gade på Vesterbro. Pigerne spærrede øjnene op, for denne gade danner kulisse for Christoffers nyeste video (https://youtu.be/XTy8GgTEmoA)
Maja har haft en rigtig skøn weekend og er gået glad og tilfreds i seng efter hendes 1. dag som teenager. 

søndag den 19. august 2018

5. halvmaraton

Så fik vi klaret denne måneds halvmarathon! Jeg var lidt i tvivl om det kunne lykkedes efter KMD 4:18:4 i torsdags og Christianshavnermilen i fredags. Men hviledagen i går gjorde vist underværker, for Rasmus og jeg løb omkring Kunstmuseet Arken i Ishøj og kom dermed op på de 21,1 km. Mille var med på cykel med opmuntrende ord og proviant i cykelkurven. 
I næste måned venter CPH Halfmarathon og vi er klar!

fredag den 17. august 2018

Christianshavn 400 år - jubilæumsløb

Jeg har siden april løbet motionsløbet Christianshavnermilen hver måned med kollegaer. Rasmus har også været med et par gange.
Sidste gang var pigerne med som tilskuere. Ruten er 7,532 km lang (en gammel dansk mil) og går forbi Operaen, Christiania og ad voldene.
I år har Christianshavn 400 års jubilæum og det fejres hele weekenden i området. I dag blev der så afholdt en jubilæumsudgave af Christianshavnermilen, som vi alle fire løb. Piger løb til, og jeg måtte et par gange bede om at få farten sat ned, stængerne var trætte efter i går.
Men, vi gennemførte i fin stil og fik en fin medalje med hjem.
Vi var alle enige om, at det var en god oplevelse og fedt at vi kan være aktive sammen og nyde glæden ved at få rørt sig.

torsdag den 16. august 2018

KMD 4:18:4




I dag har jeg gennemført KMD 4:18:4. Dvs. en triatlon på 400 meter svømning, 18 km cykling og afslutningsvis 4 km løb. 
Det var et superfedt arrangement afholdt i det skønneste vejr på Amager Strandpark. 
Jeg klarede strabadserne i tiden 1:16:19 og er meget glad og tilfreds. 
En rigtig dejlig oplevelse, hvor jeg fik skubbet mig selv lidt udenfor min comfort zone. 
Det kunne jeg godt finde på at gøre igen. 

søndag den 5. august 2018

Dinky-uge

Sidste lørdag sendte vi jo Maja afsted på Koloni sammen med en veninde og en masse andre børn. Mille tog med bedstemødrene til Vestsjælland og dermed havde Rasmus og jeg en uge uden børn. Lidt som en Dinky-tilværelse (DINKY: Dual Income, No Kids Yet).
Jeg startede søndag morgen med at løbe halvmaraton nr. 4 og fik selskab af Rasmus på den sidste halvdel af turen. Det var hårdt, må jeg indrømme.
Mandag startede vi arbejde og mødtes efter job og købte take out og øl og satte os i Landbohøjskolens Have og nød maden. Derefter kørte vi ind til centrum, hvor jeg mødtes med en veninde i Grønnegårds Teatret, hvor vi så Misantropen. Rasmus tog på havnerundfart med en kammerat i mens. Bagefter mødtes vi igen og cyklede hjem sammen.
Grundet sommervarmen har vi overtaget Værelse 4 (ungernes telt i haven), hvor vi sover som en drøm.
Ellers har jeg forkælet mig selv med en løbestilsanalyse hos Endurance Sport og købte et par nye løbesko. Derefter spiste vi aftensmad på Kaffesalonen, hvor vi sad med en skøn udsigt over Søerne.
Fredag skyndte vi os hjem fra arbejde og kørte derefter i sommerhuset. Vi var et smut på Skibby Genbrugsplads først og derefter en kort handletur. Skønt!
I dag søndag forenes familien. Mille har vi fået med hjem i går og Maja kommer hjem i dag. Det bliver rigtig dejligt. Om en uge starter hverdagen for alvor for os alle. Det bliver nu også helt godt.
Vi er dog allerede i gang med at planlægge næste ferie.