søndag den 28. oktober 2018

“Arvingen” - en poncho i islandsk uld





Jeg har i dag haft min nystrikkede poncho på for første gang. Den er nyvasket og har ligget til tørre et døgns tid. En perfekt dag at have en uldponcho på, da temperaturen var helt nede på 2 grader i formiddags. 
Jeg har strikket på den godt og vel en måneds tid og fik taget en god tørn i efterårsferien. Den har været sjov at strikke og det gik hurtigt derud af på pind 7. 
Ponchoen blev brugt af karakteren Gro i TV-serien "Arvingerne" og det er da nok også derfor at ponchoen har fået navnet "Arvingen". 
Til forskel fra andre ponchomodeller, så har denne regulære ærmer, hvilket gør den mere anvendelig synes jeg. 
Det eneste aber dabei er, at den fnulrer noget så frygteligt. Men det gør islandsk uld bare. Jeg tænker dog at det bliver mindre med tiden. 
Jeg er rigtig godt tilfreds med resultatet og tænker nok at jeg skal få den brugt. Den kraftige islandske uldgarn Álafoss lopi er god som overtøj. 


Opskrift: Design af Pia Hernø og kan købes her: https://www.ravelry.com/patterns/library/arvingen
Model: "Arvingen"
Størrelse: One size
Garn: Álafoss Lopi (100% uld)
Pind: Rundpind nr. 7 
Sværhedsgrad: Nem. Man skal dog holde godt regnskab med udtagningerne. 
Tips: Prøv ærmelængden inden aflukning, da de synes en anelse korte i det. 

søndag den 21. oktober 2018

Efterårsferie i Hornsherred

Så lakker en helt utrolig skøn efterårsferie mod enden.
Vi havde undt os selv fri hele uge 42 og besluttede os for at holde ferie i sommerhuset.
Rasmus og jeg startede ferie ret hard core ved at løbe en 1/2 maraton i Vestvolden lørdag morgen. Senere samme dag kørte Mille, Edda og jeg i sommerhuset i en fuldt pakket Mazda. Maja skulle til en venindes fødselsdag lørdag eftermiddag/aften og derfor blev hun og Rasmus i Hvidovre.
Søndag tog de toget til Korsør og Mille og jeg tog bilen og så mødtes vi på Korsør st. og kørte sammen til fødselsdagsbrunch hos min søster. Dejlig dag med familien.
Om mandagen var vi på shopping efter sportstøj i Holbæk og vi fik alle noget med hjem i poserne. Vi købte også fire kager og lavede kagesmagningskonkurrence. Gåsebrystet vandt klart med tre stemmer (jeg stemte dog personligt på Napoleonskagen).
Tirsdag kørte vi til Odsherred, hvor vi red 1 1/2 time på islandske heste i skov og på strand. En rigtig dejlig oplevelse som vi har prøvet før og som vi helt sikkert også skal igen.
Onsdag kørte vi til Frederikssund og shoppede på Sillebroen. Torsdag havde jeg booket en omvisning på Selsø Slot, der ligger øst for Skibby og om aftenen spiste vi på Jensens Bøfhus i Holbæk.
Fredag kom Birgitte og Birthe til frokost og bagefter gik vi en tur i Egholm skov og langs Vellerup Vig. Vi sluttede eftermiddagen af med kaffe, æblekage og gode råd. En rigtig hyggelig dag.
Lørdag kørte vi (atter) til Skibby og i genbrugsforretningerne der og vi fandt som sædvanligt fine ting. Jeg købte bl.a. en retro hårtørrer til sommerhuset, da den gamle ikke kunne bruges mere. Mille er rigtig god til at finde smart og moderne tøj.
Vi havde egentlig tænkt os at køre hjem lørdag, men alle stemte for at blive til søndag og køre hjem sidst på formiddagen. Så sådan blev det.
Nu er vi hjemme igen.
Vi har haft en fantastisk efterårsferie i vores vidunderlige sommerhus. Vi har oplevet en masse krydret med hjemlig hygge, strik, læsning, "Bonderøven" på repeat, æblerov, kagebagning, solnedgangsture, god mad og vin, løbeture og, vigtigst af alt, samvær.
Vi skøjter rundt med 110 i timen i hverdagen og derfor nyder vi den ro og hygge som det lille sommerhus bibringer. Livet er nemt der.
We love it!

søndag den 7. oktober 2018

Eremitageløbet 2018

I dag har Rasmus og jeg løbet Eremitageløbet i det flotteste efterårsvejr. Rasmus har løbet det før, men for mig var det første gang.
Vi kørte hjemmefra kl. 09 og parkerede ved DTU og gik derefter til løbets startområdet et par kilometer væk. Her fik vi (lyn)hurtigt hentet vores startnummer og fik benyttet toilettet.
Vi mødtes med Hans, der også skulle løbe. Kl. 11 gik starten for eliteløberne og ca. 15 minutter senere startede løbet for mig. Hans og Rasmus havde aftalt at følges, mens jeg løb alene. Eller alene og alene, der var på intet tidspunkt på ruten hvor der var blot et par meters frirum foran og bagved mig. Det gjorde det vanskeligt at få ordentlig fut på stængerne.
Men udover den enorme trængsel, var det et meget fint løb i smukke omgivelser i Dyrehaven. Vi passerede bl.a. Eremitageslottet (to gange), Raadvad og Ulvedalene.
Vi kom alle i mål i fin tid. Rasmus og Hans på 1:10:15 og mig på 1:11:42 for de 13,3 km. Vi fik en fin, stor medalje som belønning.
Endnu en herlig løbedag i naturen.