mandag den 8. april 2019

Nyt liv til et gammelt gelænder






Vi har nu boet i over 5 år i vores "nye" hus.
Det er en klassisk 1950'er villa med blandt andet udendørs gelændere i metal.
Gelænderet ved kældertrappen så forfærdeligt ud. Det var faktisk så dårligt, at jeg troede det måske ikke kunne reddes.
Sus og pigerne fik en pludselig trang til gå løs på det rustne gelænder med spatler og skruetrækkere.
De var flittige og fik i en fart banket gammelt maling af og slebet efter med sandpapir. De brugte en times tid og fik desværre ikke taget et før-billede. Det første billede er derfor fra hvor Sus og Maja rydder op. Mille skippede behændigt denne lidt kedelig del af opgaven.
Malertjansen stod jeg for.
En grundig rengøring og affedtning med en kraftig blanding grundrens og efterfølgende neutralisering med vand, lagde grundlaget for malingen.
Valget faldt på en hvid blank Hammerlite maling, som blev påført med pensel af to omgange. Da første gang var afsluttet startede jeg bare forfra og malede anden gang. Det hele tog ca. to timer.
Resultatet er blevet super godt, og det eneste jeg ærgrer mig over er, at vi har gloet på et grimt rustent afskallet gelænder i årevis.